Bliv klædt på til at rumme elevernes forskellige behov og de udfordringer, der følger med inklusionen.
Formålet med dette kursus er, at du får flere redskaber til at håndtere de konflikter, du møder i arbejdet med børn og unge på en måde, der fremmer empati for alle parter, åbner for kreative løsninger og øger relationskompetencen hos både børn og voksne.
På kurset får du redskaber til at øge trivsel og skabe et stærkt fællesskab i klassen og med kolleger.
Kurset er tilrettelagt for lærere og pædagoger og andre fagpersoner, der arbejder med børn og unge i alderen 6-16 år. Jeg tilbyder kurset i to moduler:
Modul 1 er for lærere og pædagoger som ønsker at anvende Ikkevoldelig Kommunikation i sit arbejde.
Modul 2 er for lærere og pædagoger der har modtaget en introduktion til Ikkevoldelig Kommunikation eller har brugt det i sit arbejde i mindst 1 år.
På kurset får du træning i at:
- Anvende de grundlæggende elementer i en konfliktnedtrappende kommunikation
- Styrke eget ståsted og indre ro
- Lytte med empati til både elever, forældre og kolleger
- Se nye muligheder i fastlåste konflikter
- Håndtere det tværfaglige samarbejde mellem lærere og pædagoger
I filmen “Bag enhver handling ligger et behov” kan du se eksempler på, hvordan det du lærer på kurset anvendes i praksis.
Kursusbeskrivelse
Børn og unge lærer mere af det, vi gør, end af det vi siger. Det er afgørende, at voksnes kommunikation er eksempel på den omsorg og empati, som vi ønsker, de skal lære at vise hinanden. Især når en anden gør noget, jeg ikke kan lide, har jeg brug for rollemodeller.
Alle har behov for at udvikle kontaktskabende færdigheder og finde nye måder at håndtere uenigheder og konflikter.
Du får viden på anvendelsesniveau om IVK, gennem virkelighedsnære øvelser der udvikler færdigheder i en fredelig måde at løse konflikter på. En måde som skaber trivsel, tryghed og et godt læringsmiljø.
I mobning er der altid mindst to sider. Da mobning er et udtryk for uopfyldte behov, er det lige så vigtigt at vise empati med mobberen som med offeret. Det er et mere bæredygtigt perspektiv end at sige: “Vi må slå hårdt ned på dem, der slår”.
Indhold
Der vil være korte input af teori og mange praktiske øvelser, hvor vi arbejder med situationer fra deltagernes hverdag.
I undervisningen bygges videre på den teori, som deltagerne allerede har.
Erik Sigsgård, som lærte os, at skældud er som at slå med stemmen, har nu skrevet en ny bog: ‘Om børn og unges nej’. På kurset vil vi gennem øvelser arbejde med at forstå børn bedre, ved at lytte til dem, og forstå hvilke behov de tager vare på og siger “Ja” til inde i sig selv, når de siger ”Nej” til det andre beder dem om.
Jesper Juul siger fx. at børns handlinger altid er meningsfulde, selv om vi måske ikke lige kan se det. Det, at åbne sig for at se mere på barnet og mindre på adfærden, kan give værdifulde informationer om, hvad det er barnet behøver hjælp med. Det kan hjælpe os med at tro på, at børn samarbejder, hvis de kan. Se mere hos Ross Greene i bogen “Fortabt i skolen”.